hjemmesiden for Vrads
-
en landsby i det grønne

 

VRADS LANDSBYKONTOR

AKTIVITETSCENTRE

KULTURLIV

ERHVERV & VIRKE

TURISME & TRANSPORT

 

 

 

Det beplantede filter renser spildevand i det åbne land
på en enkel, naturlig og energibesparende måde

 
 


Oktober 2008, René Kilian, Kilian Water Aps

 

 
 

Flere private husejere i det åbne land får i denne tid brev fra kommunen om, at de skal forbedre deres spildevandsforhold. Da der ikke findes kloakering her, betyder det i praksis, at der skal etableres et renseanlæg på den enkelte ejendom. Der findes flere forskellige renseløsninger på markedet, men ét af de seneste anlæg, Miljøstyrelsen har ’blåstemplet’, er det beplantede filter.


Det beplantede filter integreret i en have.

Det beplantede filter
Det beplantede filter er opbygget som en slags lagdelt ”sandkasse” på 16 m2, som er beplantet med tagrør og gul iris på toppen.

Det er et grønt, energi-, plads- og vedligeholdelsesbesparende anlæg, der integrerer de bedste egenskaber fra rodzoneanlæg, biologisk sandfilter, pilefordampningsanlæg, minirenseanlæg og nedsivningsanlæg.

Selvom anlægget har været godkendt af Miljøstyrelsen i næsten fire år, er det stadig relativt ukendt for både kloakmestre og kommuner, og dermed også for de private husejere. Det kan undre meget, fordi det beplantede filter har flere åbenlyse fordele med sin enkelhed, naturlighed, størrelse og økonomi.

Anlæggets beplantning har flere fordele
Planternes rødder sørger for et driftsikkert system, da de forhindrer filtermediet i at stoppe til.

 
En gul iris i et beplantet filter.
 

Via planterne fordamper desuden på årsbasis ca. 10 % af spildevandet. Herved aflastes det eksisterende markdræn eller andet afløb.

Yderligere tilfører planterne ilt til filtermediet. Anlægget kan dermed nøjes med et elforbrug på maksimalt 75 kWh/år; da der ikke er brug for en kompressorpumpe for ilttilførsel. Ved et vandforbrug på 150 m3/år, giver det de følgende ’el-nøgletal’: 0,50 kWh/m3 eller kun 15 kWh/PE (=personækvivalenter). Se tabel 1.

 

kWh

M3/år

kWh/m3

kWh/PE

Beplantet filter (5 PE)

75

150

0,50

15

Stort kommunalt anlæg (> 60.000 PE)(*)

2.950.743

6.257.142

0,50

52

Minirense-anlæg
(5 PE) (**)

450-750

150

3 – 5

90-150

Tabel 1. El-nøgletal for forskellige renseanlæg.

(*) kilde: Elbesparelser på renseanlæg DONG Energy & DHI, 2006.
(**) kilde: forskellige leverandører af biologiske mini-renseanlæg

”Fra vugge til grav”
Århus Kommune har set på energiforbruget for flere forskellige anlæg ”fra vugge til grav”, dvs. fra  produktion til anlæg og drift over 100 år (rapporten hedder ’Miljøvurdering af spildevandsrensning i det åbne land, 2003’). Her kommer det beplantede filteranlæg ind på en andenplads efter anlæg som ikke har en membran i bunden, og som derfor kræver mindre energi i produktion. 

Et anlæg til en husstand fylder kun 16 m2, og for 10 husstande bliver det kun 96 m2. Anlægget er opbygget så enkelt, at det ikke kræver serviceeftersyn, og husejere skal heller ikke bruge tid på at høste eller pleje planterne.

Anlægget opfylder standard kravene for organisk stof og ammonium og kan ved hjælp af enkle, tekniske foranstaltninger også opfylde fosfor-krav.

Recirkulering af renset spildevand
For at opnå optimal rensning i det beplantede filter recirkuleres halvdelen af det rensede spildevand til pumpebrønden eller bundfældningstanken. Herved omdannes nitrat til frit kvælstof. Således opfylder anlægget fx de skrappe krav, der allerede stilles i Sverige for reduktion af den totale kvælstofsmængde (Tot-N). Recirkuleringen fjerner desuden svovlbrinte-lugte. Rensningsresultaterne for det beplantede filter er endnu bedre end dét, de europæiske og danske myndigheder kræver (se tabel 2). 

 

Værdier i mg/l

Parameter

EU-krav

Danske krav

Beplantet filter

COD

<125

-

≤ 50

BOD

< 25

≤ 10

≤ 5

Ss

< 35

-

≤ 10

N-NH4

-

≤ 5

≤ 2,5

Tot-N

-

-

≤ 40

Tot-P

-

≤ 1,5

≤ 1,5

Tabel 2 sammenligner EU-krav for rensning af spildevand med danske krav og rensningsresultater for et beplantet filter.

Miljø og økonomi
Når spildevandet renses i eget anlæg, forbliver vandet i et lokalt kredsløb. Det rensede spildevand kan fx bruges til havevanding eller til at forskønne haven med en lille dam. Vandet kan også nedsives via en faskine. Hermed gavnes miljøet, og der spares penge. Husejeren slipper for at betale tilslutningsbidrag til kloaknettet og skal heller ikke betale de årlige spildevandsafgifter.

Investeringen i et beplantet filter (inkl. bundfældningstank, arbejdsløn og moms) er mellem 60.000 og 75.000 kr., afhængigt af omfanget af kloakarbejdet og rensekrav. Driftsomkostningerne er mellem 1.000 og 2.500 kr. årligt (inkl. tømning af bundfældningstank) alt efter rensekrav.

Udvikling
Vi arbejder hele tiden på at udvikle det beplantede filter. Gennem de seneste fire år er materialeforbrug og gravearbejde optimeret. Fx. bruges der nu kun halvdelen af den membran der er brug for ved et biologisk sandfilter. Desuden kan det beplantede filter ofte med fordel anlægges delvist oven på jorden, hvorved der spares på gravearbejde og bortskaffelse af jord.

Den næste udfordring ligger nu i at optimere strømforbruget. Målet er at lave et anlæg med et hævertsystem, så der ikke mere er brug for elektricitet til pumpen. Også pumpealarmen kan laves uden strøm, og hermed vil anlægget kunne køre helt uden strømforbrug.

 ------------------------------------------

Kilian Water ApS har specialiseret sig i håndtering af spildevand i ukloakerede områder og samarbejder med lokale, autoriserede kloakmestre.

René Kilian er uddannet som miljøingeniør på Landbrugsuniversitet i Wageningen, Holland.

Yderligere information ved Kilian Water ApS, att. Cand.agro René Kilian

Kilian Water ApS,
Torupvej 4, Vrads, 8654 Bryrup

Tlf.: 7575.7901                                           
E-mail:  
info@kilianwater.com
Internet:
www.beplantet-filter.dk

  for et renere miljø !